Jeg hedder Jesper og er 36 år. Jeg var ved Slædepatruljen Sirius fra 2010 til 2012.

Jeg er født og opvokset på fyn. Efter sidste eksamen på Svendborg Handelsskole, skulle der ske noget lidt andet end at læse tykke bøger om erhvervsøkonomi og andre spændende fag.

Jeg startede ved Den Kongelige Livgarde som værnepligtig i december 2002. Her blev jeg også uddannet sergent, ved Hærens Sergentskole i Sønderborg. 

Jeg var færdig ved Livgarden i 2004 og i 2005 startede jeg på Politiskolen, hvorefter jeg blev ansat ved Nordsjællands Politi. 

I 2009 tog jeg orlov fra politiet, for at udleve en gammel drøm, nemlig Slædepatruljen Sirius. Jeg startede på Sirius forskole, i december 2009 sammen med 7 andre håbefulde unge mænd.

I 2010 var jeg så heldig, at jeg sammen med 5 andre tog til Nordøst Grønland, til det, der skulle vise sig at blive de to bedste år i mit liv.

De 2 år, vil jeg rigtig gerne dele med dig i form af billeder og film.